I dag er hele Gentofte Kommune kloakeret, og der er ingen områder, der ligger udenfor kloakoplandene. Det betyder, at de dele af spildevandsbekendtgørelsen, der omhandler det åbne land, ikke er relevant for Gentofte Kommune.
Afløbssystemet i Gentofte Kommune består af cirka 390 km hovedledninger og cirka 200 km offentlige stikledninger. Hovedparten af kommunens spildevand pumpes til Renseanlæg Lynetten.
De første spildevandsledninger i Gentofte Kommune blev anlagt i 1880'erne. Størsteparten af afløbssystemet blev etableret fra år 1900 og frem til 2. verdenskrig. Efterfølgende er afløbssystemet løbende blevet udbygget, renoveret og forbedret.
Langt den overvejende del af kommunen er fælleskloakeret. De separatkloakerede områder er primært beliggende i Tuborgs opland, hvor der de senere år er sket en del byudvikling. Derudover er en del af Hellerup og Søborghusrendens opland vejvandssepareret som led i Gentofte Kommunes vejvandssepareringsstrategi, jf. Spildevandsplan 2015-18.
Ved kraftig regn afledes opblandet regn- og spildevand fra kommunens fælleskloakerede områder til Øresund samt til en række ferske vandområder. Regnvand fra kommunens separatkloakerede områder, dvs. regnvand fra befæstede arealer, som tage og veje, udledes direkte, eller med forudgående lokal rensning, til vandområderne.
Se afsnit om status for vandmiljøet
På kortet nedenfor vises status for kloakteringstyperne i Gentofte Kommune. Ved at klikke på ’Vis teknisk hovedkort’ åbnes spildevandsplanens tekniske hovedkort, hvor du kan finde yderligere data om afløbssystemets struktur samt mange af de øvrige data anvendt i spildevandsplanen.