Kommunen har i adskillige år, jf. Spildevandsplan 2011-2014 og 2015-18, arbejdet målrettet med en vejvandssepareringsstrategi, hvor regnvand fra veje og eventuelt private grunde adskilles fra spildevandet og flyttes over i sit eget regnvandssystem. Formålet med vejvandssepareringsstrategien var at opnå større kapacitet i det eksisterende fællessystem til spildevand og regnvand fra private grunde, så oversvømmelse af kældre, haver m.m. samt overløb til vandområder kunne reduceres.
Strategien om vejvandsseparering har været ledsaget af strategien om, at borgerne frivilligt har kunnet afkoble deres regnvand lokalt ved nedsivning om muligt. I takt med klimaændringerne er der over de senere år set en forhøjelse af grundvandsstanden, som har gjort, at det nu kun er relativt få steder i kommunen, hvor nedsivning af regnvand er hensigtsmæssigt.
Erfaringerne indtil nu fra de områder, der er separeret, har vist, at det er relativt få private grundejere, der frivilligt har afkoblet regnvandet eller har separeret regnvandet på privat grund og tilsluttet sig det nye regnvandssystem. Fællessystemet overbelastes derfor stadig under regn, hvilket fører til overløb til vandområderne samt kælderoversvømmelser m.v.
Fuld separering, som inkluderer separering af tag- og overfladevand fra private matrikler, er den eneste metode, der fuldstændig kan fjerne overløb og oversvømmelser med opblandet spildevand. Fuld separering vil samtidig reducere den mængde regnvand, der skal transporteres og håndteres på renseanlægget, betragteligt.
Se overordnet rækkefølgeplan for separering længere ned på siden.
Illustration af separat afløbssystem, hvor al regnvand fra veje, offentlige arealer og private matrikler ledes til regnvandssystemet eller håndteres på egen grund. Spildevand ledes til spildevandsledningen.