Tilladelser
Tilslutningstilladelser
Tilslutning af regn- og spildevand til afløbssystemet kræver tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens § 28, stk. 3. Dette gælder for alle tilslutninger, både midlertidige og permanente. Tilslutningstilladelse meddeles af Gentofte Kommune på baggrund af en konkret ansøgning.
Regn- og spildevand fra boliger
Ved boligudvidelse
Ændringer i afledningen af regn- og spildevand fra beboelse, f.eks. ved boligudvidelse, terrasse, befæstet areal eller opført carport, skal ske i overensstemmelse med gældende regler i kommunen, blandt andet overholdelse af afløbskoefficienten for den pågældende matrikel. Det er grundejers eget ansvar, at det sker.
Ved nybyggeri eller ved tilkobling til ny regnvandsledning
I forbindelse med nybyggeri eller ved separering af privat matrikel med tilslutning til ny regnvandsledning, skal der meddeles tilladelse til tilslutning af regnvand til afløbssystemet. I tilslutningstilladelsen vil afledningsretten blive fastsat på baggrund af matriklens størrelse og afløbskoefficient, samt den dimensionsgivende regnhændelse.
Se afsnit om overholdelse af afledningsret
Tilslutningstilladelse kræves både når regnvandet ledes til afløbssystemet via underjordiske rørløsninger og når regnvandet ledes via overfladeløsninger (fx åbne render). Afledning af regnvand via overfladeløsninger kræver, at terrænforholdene tillader det og at der ikke sker afledning af regnvand til nabomatrikler.
Hvis en ændring af afledningen kræver flytning/ændring af stik eller etablering af ekstra stik. Dette skal ske efter aftale med Novafos.
Ny matrikel
Opstår der en ny matrikel, eksempelvis ved udstykning, skal der meddeles tilslutningstilladelse, og Novafos vil opkræve tilslutningsbidrag.
Regn- og spildevand fra virksomheder
Virksomheder må kun efter tilladelse fra Gentofte Kommune lede spildevand til forsyningsselskabets spildevandsanlæg. Det er for at sikre afløbssystemets og renseanlæggenes funktionalitet samt for at sikre det personale, der arbejder med afledning og rensning af regn- og spildevand. Tilslutning sker i henhold til gældende lovgivning og vejledninger om industrispildevand.
Når virksomheder ønsker at aflede regnvand fra befæstede arealer til afløbssystemet, kræver dette ligeledes en tilslutningstilladelse.
Afledning af spildevand fra særligt forurenende erhverv skal i videst muligt omfang søges begrænset ved anvendelse af bedst tilgængelig teknologi (BAT) og vandbesparende foranstaltninger.
Udledningstilladelser
Al udledning af regn- og spildevand til vandområder (søer, vandløb og havet) må kun ske efter tilladelse fra Gentofte Kommune. En udledningstilladelse vil blive meddelt på en række vilkår, der bl.a. har til formål at sikre opfyldelse af miljømålene for de respektive vandområder, og at den hydrauliske kapacitet i det pågældende vandområde ikke overskrides, så der opstår risiko for oversvømmelser. Udledningstilladelser meddeles af Gentofte Kommune på baggrund af en konkret ansøgning.
Nedsivningstilladelser
Forud for etablering af et nedsivningsanlæg skal der ansøges om og indhentes en nedsivningstilladelse. På Kommunens hjemmeside kan du læse mere om proces for ansøgning om nedsivningstilladelse.
Se hjemmesiden håndter dit regnvand lokalt
Nedsivningsanlæg skal opfylde gældende normer for dimensionering af disse (Rørcenteranvisning 016), Alle ansøgninger om nedsivningsanlæg vil blive behandlet efter Miljøbeskyttelsesloven og Spildevandsbekendtgørelsen, hvor hensynet til jord- og grundvandsbeskyttelse indgår samt hensyn til at anlægget skal dimensioneres, placeres og udføres således, at der ikke opstår overfladisk afstrømning, overfladegener eller gener i øvrigt.
Alle tilladelser til nedsivning er i følge Miljøbeskyttelsesloven midlertidige og kan trækkes tilbage, hvis hensynet til grundvandet eller miljøbeskyttelsen i øvrigt kræver det.
Tilladelse til genanvendelse af regnvand
Genanvendelse af regnvand til fx tøjvask og toiletskyl kræver tilladelse efter spildevandsbekendtgørelsens §16. Tilladelsen meddeles af Gentofte Kommune på baggrund af en konkret ansøgning. Regler og betingelser for genbrug af regnvand til tøjvask og toiletskyl fremgår af vejledningen ’Brug af regnvand til wc-skyl og vaskemaskiner i boliger’, Rørcenter-anvisning 003 fra 2012.
Opsamling af regnvand i regnvandstønde til vanding af have kræver som udgangspunkt ikke tilladelse fra Gentofte Kommune.