Spildevandsplaner og tillæg til spildevandsplaner er omfattet af miljøvurderingslovens § 8, stk. 2 (LBK nr. 4 af 03/01/2023).
I forbindelse med udarbejdelsen af Spildevandsplan 2022-2032 har Gentofte Kommune gennemført en fuld miljøvurdering. På dette tidspunkt var det allerede kendt, at Svanemøllen Skybrudstunnel skulle etableres og dette var en del af miljøvurderingen af Spildevandsplan 2022-2032.
Novafos og HOFOR har desuden udarbejdet en fuld miljøkonsekvensrapport for projektet om Svanemøllen Skybrudstunnel og dette plantillæg er med til at understøtte, at projektet kan gennemføres med de dele af tunnelen, der er placeret i Gentofte Kommune.
De miljømæssige konsekvenser, samt afværgeforanstaltninger i anlægs- og driftsfasen er beskrevet i Miljøkonsekvensrapporten. De største negative miljøpåvirkninger foregår i anlægsfasen, hvor bl.a. støj, støv og trafikgener er de største miljøpåvirkninger. I driftsfasen, vil der være den store positive indvirkning af tunnelen, at overløbene med spildevandsopblandet regnvand til bl.a. Øresund og Gentofterenden, Nordkanalen og Søborghusrenden mindskes og nedlægges. Nogle mindre landskabelige påvirkninger vil der være ved skaktene.
Miljøkonsekvensrapport inkl. bilag fremgår her
Det forventes, at Novafos og HOFOR på baggrund af Miljøkonsekvensrapporten modtager en § 25 tilladelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i oktober 2025.
Tilladelsen efter miljøvurderingslovens § 25 er i høring på nuværende tidspunkt og kan læses her
Gentofte Kommune har på baggrund af ovenstående foretaget en screening af Tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2022-2032. På baggrund af screeningen, miljøvurderingen af Spildevandsplan 2022-2032 og Miljøkonsekvensrapporten udarbejdet af Novafos og HOFOR har Gentofte Kommune afgjort, at der ikke er pligt til at gennemføre en egentlig miljøvurdering af Tillæg nr. 2 til Spildevandsplan 2022-2032, da miljøpåvirkninger og afværgeforanstaltninger er dækket i ovenstående.
I henhold til lovens § 10 skal forvaltningen høre berørte myndigheder om afgørelsen. Derfor har afgørelsen samt et udkast til spildevandsplantillægget været i høring hos
- Gentofte Kommuner (internt)
- København Kommune
- Gladsaxe Kommune
- Miljøstyrelsen
- Novafos
- HOFOR
Høringen har ikke givet anledning til ændringer i kommunens afgørelse.