Baggrund for tillæg
Læsevejledning
Dette er et høringsudkast til Tillæg nr. 1, 2025 til Gentofte Kommunes digitale spildevandsplan, Spildevandsplan 2022-2032.
Tillægget indeholder oplandsplanen for separatkloakering i Hellerup 3 Opland. Separeringen af afløbssystemet i Hellerup 3 Opland for henholdsvis regnvand og spildevand betyder bl.a. etablering af en regnvandstunnel og en renseenhed til regnvand.
Du kan læse mere under baggrund nedenfor.
For grundejere i området betyder separeringen pligt til at separere regn- og spildevand på egen grund. Fristen for grundejerne for at gennemføre separeringen igangsættes dog ikke med dette tillæg, der blot sætter den overordnede ramme for separering af Hellerup 3 Opland, som danner grundlag for kommende deloplandsplaner, der vil igangsætte fristen på 5 år for grundejernes separering på egen grund.
Tillægget indeholder desuden en række rettelser til Spildevandsplan 2022-2032, der er af mere planmæssig karakter.
Baggrund
Gentofte Kommune vedtog i august 2022 Spildevandsplan 2022-2032, som rammeplan for den fremtidige regn- og spildevandshåndtering i hele Gentofte Kommune.
Med Spildevandsplan 2022-2032 blev det vedtaget, at afløbssystemet i Gentofte Kommune skal omlægges til et fuldt separeret system, hvor spildevand fra huse og virksomheder og regnvand fra tage, veje og andre befæstede overflader håndteres i to adskilte systemer.
I Spildevandsplan 2022-2032 er det beskrevet, at separeringen af kommunen løbende vil blive planlagt via oplandsplaner og senere deloplandsplaner. Planernes indhold samt større særskilte spildevandsprojekter vedtages løbende i form af tillæg til Spildevandsplan 2022-2032. Herudover vil fx ændringer i forudsætninger eller datagrundlag ligeledes blive berigtiget gennem tillæg til spildevandsplanen.
I Spildevandsplan 2022-2032 ses den overordnede rækkefølgeplan for oplandsplanlægningen, samt en beskrivelse af baggrunden for den valgte rækkefølge. I takt med at de enkelte oplandsplaner og deloplandsplaner færdiggøres vil rækkefølgeplan og tidsrammer blive justeret.
Hellerup 3 Oplandsplan
I samarbejde med Novafos A/S har Gentofte Kommune igangsat planlægningen af de første oplande, der skal separeres. Med dette tillæg vedtages således oplandsplan for separering af Hellerup 3 Opland, som den første i rækken af flere oplandsplaner.
Separeringen kræver omfattende planlægning og infrastrukturudvikling. Specifikt for Hellerup 3 Opland indebærer separeringen, at der skal etableres en regnvandstunnel og en renseenhed til rensning af regnvand. Det betyder, at der skal udpeges arealer til tekniske anlæg og renseenheder. Afgrænsning af Hellerup 3 Opland, den hydrauliske infrastruktur og arealerne til tekniske anlæg er nøje planlagt for at minimere påvirkningen af de omkringliggende områder og for at sikre en effektiv rensning af regnvandet inden udledning.
Betydning for grundejere
For grundejere betyder separeringen, at de får pligt til at adskille regn- og spildevand på egen grund, således, at vandet håndteres i separate systemer.
Oplandsplan for Hellerup 3 igangsætter ikke grundejernes frist på minimum 5 år for at separere på egen grund, men sætter en overordnet ramme for separering af oplandet og danner grundlag for kommende deloplandsplaner, der vil igangsætte fristen for grundejernes separering på egen grund.
Øvrige tilføjelser til Spildevandsplan 2022-2032
Tillægget indeholder desuden mindre rettelser og præciseringer til Spildevandsplan 2022-2032, herunder et nyt udstykket område ved Christiansholms Vænge, som ikke var medtaget i Spildevandsplan 2022-2032. Disse planmæssige ændringer har ikke betydning for grundejerne.