Statens vandområdeplaner udgør en samlet plan for at forbedre det danske vandmiljø. De skal sikre renere vand i Danmarks kystvande, søer, vandløb og grundvand i overensstemmelse med EU’s vandrammedirektiv. Vandområdeplaner 2015-2021 er baseret på en opdatering og videreførelse af vandplanerne 2009-2015. Vandområdeplanerne 2021-2027 for tredje planperiode forventes vedtaget ultimo december 2022.
Gentofte Kommune er omfattet af vandområdeplanen for Vandområdedistrikt Sjælland, Hovedvandopland 2.3 Øresund.
Planen indeholder bl.a. oplysninger om påvirkningerne af vandområderne, en beskrivelse af overvågningen af vandområderne, vurderinger af tilstanden i vandområderne og miljømål for det enkelte område samt et resumé af de indsatser, der skal gennemføres for at opfylde de fastlagte mål.
Vandområdeplanens bindende indhold er fastsat i Bekendtgørelse om miljømål for overfladevandområder og grundvandsforekomster samt Bekendtgørelse om indsatsprogrammer for vandområdedistrikter. Gentofte Kommune skal administrere efter bekendtgørelserne.